Regn dig tynd

Regn dig tynd

Det er snart nytår og ligesom alle andre har jeg også i år valgt at lave nogle nytårsforsætter. Det gør jeg nu faktisk hvert eneste år og jeg er ikke specielt god til at holde dem, men nu skal det altså være (det siger jeg vist også hvert år).

Mit ene nytårsforsæt handler om, at jeg skal tabe mig og blive sund. De seneste år er der vist gået lidt for meget slik, junk food og drinks i den. Det er jo en herlig måde at leve på, men nok ikke så herlig for min krop, som jo alt andet lige skal holde i mange år endnu. Jeg synes også, jeg er blevet lidt kvapset for lige at lyde lidt som min mor.

For at være godt forberedt på 1. januar eller måske snarere 2. januar, for jeg kan vist lige så godt se i øjnene, at det ikke er realistisk at starte på noget som helst 1. januar, når jeg har tømmermænd og mega ondt af mig selv, har jeg undersøgt lidt forskellige slankekure rundt omkring på nettet. Jeg tror faktisk ikke så meget på det der med slankekure. Man skal altid spise en hulens masse mærkeligt mad og sulte sig selv halvt ihjel. Det harmonerer ligesom ikke så godt med min trang til at spise mig godt mæt i søde sager og mad med masser af transfedtsyrer. I stedet har jeg fundet ud af, at man kan tælle kalorier og ligesom gøre det hele til et regnestykke. Jo mere, jeg indtager, des mere skal jeg knokle og skal jeg tabe mig, skal jeg alt andet lige forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Det er i virkeligheden ret simpelt og jeg tror, at det er vejen frem for mig.

Så altså, vælger jeg at spise en stor fed pizza en dag, skal jeg altså løbe ca 100 km for at have forbrændt den. Ok – måske ikke lige 100 km, men rigtig langt. I stedet kan jeg vælge en salat med noget lækkert kød i og f.eks noget groft brød som tilbehør og wupti, så er der knap så mange kalorier, der skal forbrændes. Jeg har hørt, at man som kvinde behøver ca 1800 kcal per dag, for at holde kroppen i gang. Det er hvis, man har et stillesiddende arbejde og det har jeg. Så for at tabe mig, skal jeg altså indtage under 1800 kcal per dag eller træne, så mit regnestykke i sidste ende giver under 1800 kalorier. Piece of cake!!