Er Paleo sandheden?

Er Paleo sandheden?

Der er virkelig mange, der snakker om den der paleo-kur eller levemåde/stil. Er det bare mega sundt at leve som et stenaldermenneske? Jeg synes, det er lidt svært at finde ud af. Altså, der er jo nok ingen tvivl om, at det er sundt at spise ting, man ved, hvad er sådan helt fra bunden og jeg kan også godt se, at man alt andet lige må tabe sig, hvis man skærer sodavand, junk food, slik osv væk fra kosten.

Forleden så jeg ham Thomas Rode som gæst i Adam Prices mad-show (har faktisk glemt, hvad det hedder), hvor de begge skulle lave hver deres version af spaghettig bolognese. Adam lavede den sådan meget almindeligt, mens Thomas lavede en paleo-version af den. I stedet for spaghetti brugte han tynde grøntsagsstænger og helt ærlig – det så mega godt ud!! Den tror jeg i hvert fald, jeg vil prøve en dag. Der, hvor jeg stod lidt af, var, at Thomas brugte helt specielle ting til at stege i, for der var almindeligt olie ikke godt nok osv osv. Det synes jeg personligt må gøre sådan en paleo-livstil/kur rigtig svær at leve efter. Jeg er da i hvert fald helt sikker på, at de ikke forhandler den slags i Netto.

Jeg har også kig på en slowcarb-kur. Man kan vel også sige, det er en livstil? Den går ud på, at man skifter alt brød, ris. pasta, kartofler osv ud med langsomme kulhydrater som bønner og linser. Man skal så spise bønner/linser, grøntsager og kød til alle måltider og den sammensætning skulle så gøre, at man øger forbrændingen og derved taber sig. Til gengæld er der i denne kur plads til sodavand (godt nok light) og kulhydrater, som man ikke må spise på paleo-kuren. Man må også spise usundt én gang om ugen, så det lyder jo meget fedt.

Så vidt jeg kan se, går paleo i lige så høj grad ud på, at man skal lade være med at spise alle mulige dårlige fødevarer, som man ikke kender oprindelsen af, hvor imod slowcarb-kuren går ud på at sætte forbrændingen op og leve sundt, men uden at have fokus på at selve madvarerne som sådan.

Så vidt jeg kan læse mig frem til er de to kure ellers sådan meget ens. Man kan jo vel egentlig også vælge at smelte dem lidt sammen? Leve efter slowcarb, men have fokus på hvordan maden er produceret?

Ok – jeg tror altså, jeg vælger slowcarb-kuren selvom den anden også lyder cool. Tungen på vægtskålen for mig er, at jeg tror på, man bliver mere mæt af at spise kulhydrater. Jeg læste på et tidspunkt en artikel fra diabetesforeningen omkring kulhydrater, som det jo er meget vigtigt at holde øje med, hvis man er diabetiker og de anbefaler også, at man spiser de langsomme kulhydrater, så helt forkert kan det jo næppe være. Jeg læste også en blog, der netop handler om en slowcarb-kur, at rigtig mange taber sig på den måde og det kunne da være fedt, hvis der lige kunne ryge et par kilo i svinget.